SF melder nu som det første regeringsparti ud med, hvad man håber på at få ud af de kommende forhandlinger om en ny skattereform. Og målet for SF er, at færre danskere skal betale topskat.
Det skriver Berlingske.
Det skal konkret gøres ved at hæve beløbsgrænsen, så personer i lav- og mellemindkomstgrupperne får større gevinst ud af at arbejde, fortæller partiets politiske ordfører, Jesper Petersen.
- Forudsat finansieringen sker på en socialt retfærdig måde, så bør reformen indeholde, at topskattegrænsen hæves. Det indebærer, at væsentligt færre almindelige lønmodtagere skal betale topskat, siger han til avisen.
Antallet af personer, der betaler topskat har været stigende, og ifølge Jesper Petersen skal det sikre, at metalarbejdere, tømrere, lærere og sygeplejersker helt slipper for topskatten. Han vil dog ikke for ud for forhandlingerne sætte beløb på, hvor meget topskattegrænsen skal hæves.
Forslaget fra SF modtager dog kritik fra fagforbundet FOA for at være socialt skævt. Det tilgodeser kun personer, der er i arbejde, lyder det.
- Jeg begynder at se konturerne af en skattereform, der ensidigt er til fordel for dem på arbejdsmarkedet.
- Dermed ser det ud til, at det bliver kontanthjælpsmodtagere, pensionister og andre svage grupper, der skal være sponsorer, siger FOAs formand Dennis Kristensen til Berlingske.
Både Dansk Metal og FTF bakker som udgangspunkt op om forslaget, mens LO i øjeblikket ikke har nogen officiel holdning til topskattegrænsen.
Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) ønsker ikke at kommentere enkeltelementer i skattereformen over for Berlingske på nuværende tidspunkt.