* USA's gæld overstiger 16.000 milliarder dollar (cirka 93.560 milliarder kroner). To tredjedele er offentlig gæld.
* I 2011 blev der gjort et forsøg på at nå en tværpolitisk aftale om at reducere USA's gæld over de næste 10 år. Det lykkedes ikke, men der var indbygget en klausul om automatiske nedskæringer fra 1. januar 2013, hvis intet skete.
* Mere end 600 milliarder dollar (over 3500 milliarder kroner) vil blive trukket ud af USA's økonomi næste år, hvis ikke der sker noget.
* Det rammer USA's forsvar og store velfærdsprogrammer, som i mange tilfælde skal beskytte USA's fattigste. Samtidig vil det få det store antal arbejdsløse til at stige yderligere og sætte millioner af amerikanske familier under et stærkt økonomisk pres.
* De skattelettelser, som tidligere præsident George W. Bush indførte for et årti siden, udløber til nytår. Obama vil gøre skattelettelserne for middelklassen permanente, men lade skatterne stige for de rigeste amerikanere for at sikre indtægter til statskassen.
* Det betyder, at skatten for familier med indtægter over 250.000 dollar (knap 1,5 millioner kroner) skal stige fra 35 procent til 39,6 procent.
* Det var et af Barack Obamas vigtigste løfter under valgkampen at lade skatterne for de rigeste stige, og han har truet med at nedlægge veto over for Kongressen, hvis den forsøger at omgå hans beslutning.
* Republikanerne vil forlænge skattelettelserne for alle og skære dybt i velfærdsprogrammer.
* Målinger på valgdagen viste, at et stort flertal af amerikanerne støtter Obama i, at de rigeste amerikanere skal betale lige så meget i skat som under tidligere præsident Bill Clinton i 1990'erne.
/ritzau/