Sydkorea fortsætter den hårde tone overfor Nordkorea, og situationen ser nu mere sprængfarlig ud end i lang tid.
Onsdag d. 4. april blev den dårlige stemning mellem de koreanske naboer endnu værre. Nordkorea nægtede 480 sydkoreanske arbejdere adgang til et fælles fabriksområde tæt på grænsen, og hermed optrappedes den allerede kritiske situation mellem de to lande.
Nordkorea har i en længere periode spillet med musklerne overfor Sydkorea og Sydkoreas allierede, og især tilstedeværelsen af amerikansk militær i Sydkorea har skabt vrede nord for grænsen. Og risikoen for at det spændte forhold kan eskalere til en decideret militær konflikt virker nu mere sandsynlig end i lang tid, mener flere eksperter.
Fra sydkoreansk side har man i hvert fald ikke tænkt sig at stikke halen mellem benene, heller ikke efter onsdagens episode med Nordkorea.
"Vi advarer Nordkorea mod at fortsætte truslerne. Jeg vil gerne understrege, at vi har fuldt militært beredskab. Det er vigtigt, at det sydkoreanske folk ikke lader sig kue af Nordkoreas trusler, for vi har et meget stærkt militær," siger Sydkoreas forsvarsminister Kim Kwan-jin.