Samtidig med at Salling Group har ændret sin firmabil-aftale og over de kommende fire år udskifter alle firmabiler til el- og hybrid, så stiller dagligvarekoncern 100 el-ladere til rådighed for de ansatte på hovedkontoret ved Aarhus.
Tiltaget tages for at imødekomme et stigende behov for ejere af el- og hybridbiler.
- Vi tager det første spadestik på p-pladsen ved Salling Groups hovedkontor i december og forventer, at de nye ladestandere står klar 1. februar i 2022, fortæller CSR-direktør i Salling Group Henrik Vinther Olesen.
Han tilføjer, at hvert et skridt tæller i indsatsen for at nedbringe den samlede CO2-udledning, og som et led i Salling Groups grønne omstilling blev koncernens interne regler for firmabiler ændret i foråret 2021. Ansatte med firmabilsordning kan fremover kun kan vælge mellem hybrid- og el, når firmabilen skal skiftes ud.
- Vores firmabil-vognpark er ikke den største synder i vores CO2-regnskab, men udskiftningen er et af mange skridt i den rigtige retning og et vigtigt internt signal om den rejse, vi er på – en rejse, hvor vi ikke bare gør hverdagen bedre for vores kunder her og nu, men også gør alt, hvad vi kan for at forbedre fremtiden, allerede i dag, siger direktøren.
Salling Group driver blandt andet dagligvarekæderne Føtex, Netto og Bilka, og hovedkontoret huser omkring 1.500 medarbejdere.
Der vil blive udskiftet godt 500 firmabiler, og det er ladeoperatøren Clever, om leverer ladestandere. Aftalen omfatter også opsætning af lynladere ved samtlige Føtex-varehuse med en p-plads i løbet af 2022 samt ved en række Netto-butikker og Bilka-varehuse.