Henrik Qvortrup vil i løbet af de næste to uger sammen med sin advokat overveje, om han vil anke sin dom på et år og tre måneders fængsel.
Det fortalte den tidligere chefredaktør på Se og Hør, da han forlod Retten i Glostrup, efter at dommen i Se og Hør-sagen var faldet.
Tre af månederne skal afsones, mens den resterende tid gøres betinget mod vilkår om samfundstjeneste.
- Jeg er selvfølgelig skuffet over resultatet. Jeg var gået efter en frifindelse. Det fik jeg ikke, siger Henrik Qvortrup.
- Nu vil jeg med min fortræffelige advokat bruge de næste to uger til at overveje, om vi skal gå videre med den her sag, siger han.
Han lover, at hans Twitter-følgere vil være de første til at vide, om han anker.
Chefredaktøren indgik i 2008 en aftale med den såkaldte tys-tys-kilde om, at denne systematisk skulle komme med informationer om de kendtes brug af kreditkort.
- Jeg vil bare gerne sige, at det, som jeg er dømt for, er et forhold, der ligger snart ni år tilbage. Det er en måde at sige, at jeg også føler et behov for at komme videre med mit liv, siger Henrik Qvortrup.
Anklagemyndigheden havde krævet op til to års ubetinget fængsel.
Som den eneste af de dømte i Se og Hør-sagen har den såkaldte tys-tys-kilde valgt at anke dommen på halvandet års fængsel til landsretten. De fire andre dømte har alle taget betænkningstid.
Den tidligere chefredaktørs advokat, Anders Németh, ser med en vis tilfredsstillelse på dommen.
- Retten ligger sig drastisk under det, som anklagemyndigheden havde bedt om. Og så er det også med en vis tilfredsstillelse, at det ene år gøres betinget.
- Derudover er realiteten, at det, der omtales som tre måneders ubetinget fængsel, heller ikke medfører en frihedsberøvelse rent teknisk. Så det betyder, at man får fornøjelsen af at afsone hjemme med fodlænke, siger advokaten.
/ritzau/