DR har fået kritik for, at de senere års store søndagsserier har været for mørke og dystre – senest på grund af familiedramaet ”Ulven kommer”. På et pressemøde mandag lovede chefen for DR Drama, Christian Rank, at det ændrer sig i 2021. Her er der premiere på den nye søndagsserie, der handler om … Carmen Curlers.
Ja, dem damerne puttede i håret i gamle dage.
Historien om Carmen Curlers er historien om en stor, dansk erhvervssucces. I 1960’erne opfandt parret Niels Chr. Jørgensen og Arne Bybjerg de runde plastikdimser, der fik indvirkning på kvinders hårmode verden over, og fik 3.000 vestsjællandske kvinder i arbejde på fabrikken ved Kalundborg. Det er den historie, DR næste år vil fortælle danskerne på en ”sjov og underholdende måde”, ifølge dramachefen.
DR afslørede på samme pressemøde mandag, at man bl.a. samarbejder med Netflix om at lave en endnu en sæson af ”Borgen”.