Her er Dongs nye navn

Dong Energy har besluttet sig for at skifte navn for at markere skiftet fra sort til grøn energi.

Dong Energy skifter navn. Energiselskabet skal fremover hedde Ørsted, inspireret af den danske videnskabsmand H.C. Ørsted.

Det afslørede administrerende direktør Henrik Poulsen over for koncernens medarbejdere mandag formiddag.

Navneskiftet - der træder i kraft efter en ekstraordinær generalforsamling 30. oktober - skal markere selskabets skifte fra at fokusere på olie og gas og til at satse på vedvarende energi.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- Vores nye navn er en hyldest til H.C. Ørsteds nysgerrighed, engagement og interesse for naturen, og vores brandidentitet afspejler den nytænkning og dybe forståelse af naturen, som er afgørende for at kunne skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi, siger Henrik Poulsen.

H.C. Ørsted levede fra 1777 til 1851 og er nok mest kendt for at have opdaget elektromagnetismen, som danner grundlaget for de turbiner, der omdanner vindenergi til strøm.

Mere end 3000 navne har været i spil i forbindelse med navneskiftet, som også skyldes sprogmæssige forviklinger i særligt engelsktalende lande.

Dong - der oprindeligt var en forkortelse for det tidligere Dansk Olie- og Naturgas - er således engelsk slang for det mandlige kønsorgan.

Med navnet følger også en ny visuel identitet, der adskiller sig fra den tidligere.

I fredags solgte Dong Energy sin olie- og gasforretning fra til schweiziske Ineos til en samlet pris af 8,7 milliarder kroner.

Samtidig har selskabet besluttet sig for at udfase brugen af kul på sine kraftværker i 2023.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.