De to unge mænd, der søndag eftermiddag blev fængslet in absentia for overfaldet på en højgravid kvinde i Valby, er stadig ikke endeligt identificeret.
I grundlovsforhøret i Dommervagten i København kom det frem, at drengene er henholdsvis 16 og 17 år, men ifølge Københavns Politi er det endnu uklart, hvorvidt det overhovedet er rigtigt.
- Vi har en idé om, hvem de er, men vi er ikke sikre, så det er ikke noget, vi vil melde ud, siger Dan Sørensen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.
- De er ikke danske eller svenske statsborgere - i hvert fald ikke etniske. Det baserer vi på deres sprog, siger han.
Hos Malmø Politi, der foreløbig har sigtet drengene for tyveri og varetægtsfængslet dem i fire døgn, er oplysningerne lige så sparsomme.
- Vi har kun de oplysninger, som de selv har givet os, og de er endnu ikke bekræftet, siger politikommissær Daniel Jonasson til politiken.dk og understreger, at de dermed heller ikke er sikre på, om drengene overhovedet har oplyst deres rigtige alder.
- Jeg mistænker dem lidt for at være asylansøgere i Danmark. Det er uklart, hvor de er fra, og de siger næppe hele sandheden, siger han til politiken.dk.
Han bekræfter, at de anholdte hverken taler dansk eller svensk og tilføjer, at de heller ikke taler engelsk.
På trods af de meget sparsomme oplysninger er Københavns Politi ikke desto mindre sikker på, at de to anholdte står bag røveriet mod den 42-årige kvinde i Valby den 23. januar.
- Vi er næsten 100 procent sikre på, at det er dem, der har begået røveriet, men vi er ikke sikre på, hvem de er. Vi har som sagt en idé, men det skal vi først have bekræftet gennem nogle undersøgelser, siger Dan Sørensen.
- Vi tager fingeraftryk og sender dem ud i vores netværk for at finde ud af, om der er nogen, der kender dem. Og så kigger vi hos os selv. Der er mange muligheder, forklarer han.
I alt fire personer har været efterlyst af dansk politi siden overfaldet.
/ritzau/