Dansk Sprognævn har sammen med P1-programmet ”Klog på sprog” fredag kåret årets ord for 2019. Vinderen blev ”klimatosse”.
Et ord, der første gang blev sagt af Pia Kjærsgaard efter det skuffende valg til Europa Parlamentet i slutningen af maj.
– Måske er det alle klima… - hvad er det nu, man kalder dem - klimatosser? Nej, alle dem, der alene går op i klima. Det gør vi også i Dansk Folkeparti, men det er ikke dét, vi alene går op i, sagde Pia Kjærsgaard i sin tale efter vælgerlussingen.
Det fik folk til at tage ordet til sig og blandt andet på de sociale medier erklærer sig som ”klimatosse”.
Valgt blandt 200 kandidater
Ordet er valgt blandt 200 bud på ord, indsendt af forskellige danskere. Før dommerpanelet skulle tage stilling til en vinder, var feltet blevet kortet ned.
Med i opløbet om at blive årets ord var pandalåner, kønsneutral, minimumsnormeringer, forståelsespapir og flyskam. Men panelet valgte altså ”klimatosse”.
– Men det sjove ved det er, at det både bruges af dem, der kæmper for klimaet, og af dem, der mener, at kampen for klimaet har taget overhånd, siger Thomas Hestbæk Andersen, der er direktør i Dansk Sprognævn.
Andre vindere
Årets ord er blevet kåret siden 2008. Her er listen over vinderne de forgangne år, samt de ord, der var med i opløbet samme år:
2008: Udlændingeservice
* Andre ord fra samme år: Stein Bagger, leasingkarrusel, poke, olympisk bryllup, waterboarding, visitationszone.
2009: Lømmelpakke
* Andre ord fra samme år: Lømmelfængsel, klimafængsel, klimabølle, klimatopmøde, perle, friværdisorgasme, max, stener, nedern, kirkeasyl, finanskrise, CO2-neutral.
2010: Vuvuzela
* Andre ord fra samme år: Kødklister, hjælpepakke, askesky, WikiLeaks, udkantsdanmark, sparekniv, cafépenge, hjertestarter.
2011: Arabisk forår
* Andre ord fra samme år: Spindoktor, assimilation, vejvrede, fedtafgift, tilbagerulningsreform, villyarder, kickstarte, løftebrud, fattigdomsydelse, mobbepolitik.
2012: Stenalderkost
* Andre ord fra samme år: Løftebrud, akutjob, skodjob, fattig-Carina, ballonpenge, samfundssind, omstillingsparat, fremadrettet, hipster, 20-20-plan, ny nordisk, grødtrend.
2013: Undskyld
* Andre ord fra samme år: Bilagsrod, bybi, stormturist, hashtag, gastroseksuel, partihopperi, kønskrans, præmieperker, ghettodigter, stormturisme, selfie, "en Allan", "omg.", seriøst, svingdørsregering, twerking, snap, yolo.
2014: MobilePay
* Andre ord fra samme år: Nødløgn, girafgate, Jensen, gardenguerillas, byhaver, regnbueaktivist, Marius, konkurrencestat, spornoseksuel, gør-det-selvfrifindelse, IS.
2015: Flygtningestrømme
* Andre ord fra samme år: Befolkningskløft, deleøkonomi, flygtningestrømme, fredsring, godhedsselfie, grænse, klimaaftale, lovstorm, migrant, rumviking, venligboerne.
2016: Danskhed
* Andre ord fra samme år: brexit, smykkelov, dansker, eliten, faktaresistens, postfaktuel, prekariatet, skam, hævnporno, topskat, trumpisme, disruption, rotterede, neger.
2017: Kvindelandshold
* Andre ord fra samme år: Disruption, kvotekonge, krænkelseskultur, fake news, #Metoo, bandekrig, bitcoin, dab, grønlænderstiv, clickbait.
2018: Hvidvask
* Andre ord fra samme år: Plantekød, habitbandit, samtykke, identitetspolitik, krænkelseskultur, løvfaldssommer, fupnyt.
2019: Klimatosse
* Andre ord fra samme år: Kønsneutral, krænkelsesparat, Britta, flyskam, skolestrejke, skrivebordstomat, forståelsespapir, elløbehjul, minimumsnormering, pandalåner, okay-boomer.
Kilde: DR.