Henrik Day Poulsen får kritik af sundhedsvæsenet

Den kontroversielle psykiater Henrik Day Poulsen får massiv kritik fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn for skødesløs behandling af patienter.
- Jeg finder, at min retssikkerhed som læge er alvorligt truet, når jeg skal modtage kritik af mit arbejde på et helt forkert grundlag, lyder det fra Henrik Day Poulsen.
- Jeg finder, at min retssikkerhed som læge er alvorligt truet, når jeg skal modtage kritik af mit arbejde på et helt forkert grundlag, lyder det fra Henrik Day Poulsen. Foto: Rune Feldt/Scanpix

Den omstridte psykiater Henrik Day Poulsen får kritik af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, som vurderer klagesager i sundhedsvæsenet. Det skriver BT.

I et tilfælde har han stillet diagnosen paranoid skizofreni efter blot halvanden times konsultation.

I to andre sager overså han, at patienten havde posttraumatisk stress.

Det fremgår af nævnets afgørelse, som er lagt offentligt ud på sundhed.dk.

Utilstrækkeligt grundlag

"Det er herefter disciplinærnævnets vurdering, at diagnosen blev stillet på et utilstrækkeligt grundlag, herunder da en samtale af halvanden times varighed ikke kan betragtes som tilstrækkelig udredning forud herfor, samt at den derfor heller ikke var tilstrækkeligt underbygget i erklæringen," hedder det i nævnets kritik.

Day Poulsen mener, der er tale om en forkert afgørelse i alle tre sager og vil anke dem.

- Jeg finder, at min retssikkerhed som læge er alvorligt truet, når jeg skal modtage kritik af mit arbejde på et helt forkert grundlag, skriver lægen i en mail til BT.

Kendt for skarpe holdninger

Henrik Day Poulsen er overlæge på Psykiatrisk Afdeling på Bispebjerg Hospital og kendt for sine kontroversielle holdninger til blandt andet indvandrere og arbejdsløse.

Blandt andet har han beskyldt arbejdsløse for at "fake" sig syge for at få kontanthjælp eller førtidspension.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.