Kørende på en gammel, knirkende cykel stak en mand pludselig en dolk i maven på en ung kvinde, da de passerede hinanden på en sti i Grenaa fredag eftermiddag.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Overfaldet, der fandt sted klokken 13.24, skete tilsyneladende ganske umotiveret.
- Ud fra det vi ved, så er gerningsmanden ukendt for forurettede, siger vagtchef Peter Hallstrøm til Ekstra Bladets netavis.
Den ukendte gerningsmand og den 21-årige kvinde mødte hinanden på grusstien mellem Bredgade og kirkegården i det centrale Grenaa. Kvinden blev stukket en enkelt gang i maven og slap tilsyneladende heldigt fra det pludselige overfald.
- Det er ikke så dybt, og hun er uden for livsfare. Hun er blevet behandlet på skadestuen, siger vagtchefen til eb.dk.
Den 21-årige har beskrevet gerningsmanden som dansk af udseende. Han var iført en sort jakke med hætte og pelskant. Der var ingen mærkater på jakken, som havde en lomme på højre bryst.
- Vi har ikke meget mere at gå efter. Sagen ligger hos lokalafdelingen i Grenaa, der skal foretage en genafhøring af kvinden. Forhåbentlig kan det belyse sagen yderligere, så vi kan se, hvilken retning vi skal gå, siger Peter Hallstrøm til eb.dk.
Har man oplysninger, der måske kan hjælpe politiet med efterforskningen, kan man tage kontakt til Østjyllands Politi på 114.
/ritzau/