Filminstruktør og debattør med meget mere Hella Joof stiller i en klumme i Berlingske spørgsmålet, om det er vores eget ansvar at leve sundt, eller om samfundet kan kræve, at "vi holder os raske, fordi vi ellers er en økonomisk belastning for fællesskabet?"
Må vi gerne nedbryde det fysiske helbred med cigaretter, hvidt brød og pomfritter, spørger hun.
"Hvad hvis man har hårdt fysisk arbejde med tunge løft og får ondt i knæene? Så må vi have en fys/ergoterapeut på banen. Hvad hvis det er fordi, man har et BMI på 35, og det er derfor, man har ondt i knæene, må ens arbejdsgiver så påtale ens indtag af brun sovs og spandauere? Eller er det utidig indblanding?", skriver hun i klummen.
Hun spørger videre, om det er sundt at arbejde, eller om det simpelthen er overvurderet, og om det "er samfundets opgave at tvinge folk til at arbejde, hvis de simpelthen ikke har lyst?":
"Kunne man forestille sig et samfund, hvor man ikke er forpligtet til at arbejde, men kan hæve en borgerløn, som sikrer ens overlevelse, men heller ikke mere", skriver hun.
Hella Joof mener, at det er svært at skabe absolut lighed uden tvang:
"... og vi kan nok desværre ikke qua lovgivning skabe et lige godt liv for alle, selvom det ville være dejligt. Men som medmennesker kan vi gøre en stor forskel", skriver Hella Joof og mener, at vi kan passe på hinanden og være hinandens næste.