Alle fem savnede, som var ombord på en nedstyrtet canadisk militærhelikopter, formodes omkommet.
Det oplyser Canadas forsvarsministerium fredag lokal tid.
Liget af én person er allerede blevet bjærget efter styrtet, som fandt sted onsdag under en Nato-øvelse ud for Grækenlands kyst.
De andre fem om bord har siden været eftersøgt. Men redningsmissionen er nu officielt en bjærgningsmission.
- I dag, samtidig med at vi afslutter eftersøgnings- og redningsmissionen, slutter jeg mig til hele Canada i sorgen over at have mistet seks canadiske militærfolk, siger premierminister Justin Trudeau.
Et canadisk krigsskib, der deltager i en Nato-øvelse ud for Grækenlands kyst, mistede onsdag kontakten med helikopteren.
Ifølge græske medierapporter forsvandt helikopteren over Det Joniske Hav mellem Italien og Grækenland i internationalt farvand cirka 80 kilometer fra den græske ø Kefalonia.
Det krigsskib, som helikopteren hørte hjemme på, "HMCS Fredericton", forlod Halifax i januar og satte kurs mod en seks måneder lang udstationering i Middelhavet og Sortehavet.
Om bord på skibet var også nye helikoptere af typen Cyclone.
De canadiske Cyclone-helikoptere har normalt fire besætningsmedlemmer om bord, men kan have ekstra personale eller passagerer med.
Årsagen til helikopterstyrtet er endnu uklar. Helikopterens sorte bokse er dog fundet.
Efter ulykken har Canada besluttet, at andre helikoptere af typen Cyclone indtil videre skal holdes på landjorden.
Der har været andre hændelser med Cyclone-helikopterne, som erstattede de aldrende, canadiske Sea King-helikoptere.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP