En helikopter og flere redningsfartøjer er lørdag formiddag i aktion i Østersøen nord for Bornholm.
Det oplyser den vagthavende officer hos Søværnets Operative Kommando (SOK) til Ritzau.
- Det drejer sig om et russisk skib, som savner sin kok, som muligvis er faldet overbord, fortæller den vagthavende.
I forbindelse med eftersøgningen er der indsat redningsfartøjer fra Sverige og fra Bornholm.
Derudover deltager en række civile skibe, som befinder sig i området, i eftersøgningen.
SOK oplyser, at den savnede kok er en 40-årig russisk kvinde.
Skibet alarmerede de danske myndigheder kort efter klokken 10 lørdag formiddag.
Skibet Rusich-7 havde kurs mod vest og befandt sig nord for Bornholm, da man blev klar over, at der manglede et besætningsmedlem. Det deltager selv i eftersøgningen.
/ritzau/