Helene led af angst og kom i nyttejob: Mange tror, det er slavearbejde

Et nyttejob på et træværksted har gjort Helene Ohlsson så sikker, at hun til august kan starte på en uddannelse. (Foto: Foto: Julie Steenbuch Holt/Avisen.dk)

23-årige Helene Ohlsson kunne ikke starte på en uddannelse på grund af sin angst. Men efter at være kommet i nyttejob ændrede det sig. Nyttejob er ikke slavearbejde, fastslår hun.

Omgivelserne er grønne, og solen er varm. På et træværksted i Ballerup har kommunen oprettet en række nyttejob og andre aktiviteter, der skal hjælpe borgere videre.

Avisen.dk møder 23-årige Helene Ohlsson, der har været i nyttejob i Ballerup siden marts. Hun hjælper blandt andet med at lave bænke og borde til kommunens institutioner. Og så vil hun gerne være møbelsnedker, så hun har også fået lov til at 'lege' lidt med finere træ.

- Jeg forklarede lidt om, at jeg godt kunne tænke mig at være møbelsnedker i fremtiden, og så fik jeg lov til at komme herud på værkstedet og være. Jeg starter på uddannelse i august og har fået lov til at blive indtil da, fordi jeg er så glad for at være her, siger Helene Ohlsson til Avisen.dk.

Mere syg af at være derhjemme

Helene Ohlsson har lidt af angst. Men da hendes behandlingsforløb sluttede for to år siden, havde hun svært ved at komme i gang.

- Jeg var angst for at starte på uddannelse eller nyt job. Her (i nyttejob red.) har jeg lært om mig selv, at jeg godt kan klare det at møde nye mennesker, siger Helene Ohlsson.

Hun mener, at det gjorde hende mere syg at være derhjemme og ikke komme ud at lave noget. Nu har hun noget at stå op til om morgenen.

- Jeg har det også sådan, at man selv vælger, hvordan man ser nyttejob. Der er mange, der har forventninger om, at det er slavearbejde, men sådan ser jeg det ikke. Jeg ser det som en god måde at holde sig i gang på og ikke sidde derhjemme og falde sammen, siger Helene Ohlsson.

Til august starter hun i uddannelse som møbelsnedker, og hun er allerede blevet lovet en praktikplads.

Plads og rummelighed

På værkstedet i Ballerup oplever Helene Ohlsson også, at der er plads til forskellighed. Ifølge hende er der mange forskellige typer, og der er plads til at være den, man er. Samtidig kan man komme til lederne, hvis man har problemer eller en dårlig dag.

- Der er plads og rummelighed. Man skal bare vise, at man er villig til at gøre en indsats, og så er de der for en, siger Helene Ohlsson.

Dan Christensen er nyttejob-koordinator og vejleder på stedet. Han understreger vigtigheden af at tage borgerne i hånden og være nogle, som de kan læne sig op ad.

- Vi møder nok mennesker et andet sted, end man normalt ville gøre. Vi skal ikke sidde med en løftet pegefinger. Vi skal prøve at få folk til at rykke sig. Det, der er vigtigt i det her, er, at det er borgeren, der bliver sat for bordenden. Jeg skal ikke have ønsker om, hvad for eksempel Helene skal. Det skal være Helenes ønsker, der skal komme til, siger Dan Christensen til Avisen.dk.

Han påpeger samtidig, at de mennesker, der bliver sat i nyttejob, er nogle, der er åbenlyst uddannelses- eller jobparate. Der er bare nogle barrierer, der gør, at de alligevel ikke selv kommer i gang.

- Det er jo det, vi skal hjælpe folk med. Vi er heldige, at omgivelserne herude er så flotte. Det, at man kan bruge sine hænder, gør, at vi ikke behøver at sidde op af hinanden hele tiden. Det gør, at vi får nogle meget bedre dialoger, og når man får den fortrolighed til hinanden, så kommer der også konstruktive ting frem, som kan bruges for den enkelte borger, siger Dan Christensen.

Nyttejob giver mening

Helene Ohlsson var åbenlyst uddannelsesparat, men hendes angst begrænsede hende. Derfor tog kommunen hende med ud på værkstedet for at vise hende den slags nyttejob.

- Jeg blev faktisk positivt overrasket, da min sagsbehandler fortalte mig, hvad man kunne lave i nyttejob. Jeg vidste med det samme, at det ville være lige mig, fortæller Helene Ohlsson.

At være på værkstedet har givet hende meget glæde og udvikling.

- Det har givet mig utrolig meget. Udover at være virkelig sjovt, har det gjort mig god til at være social. De er meget sociale herude, og man sidder med en masse fremmede og spiser frokost. Jeg er også blevet endnu mere sikker på, hvad jeg skal, siger hun.

For Helene Ohlsson betyder det også meget at kunne gøre nytte og lave noget, som andre får glæde af. Det giver hende samtidig en masse skulderklap.

- I forrige uge var vi ude at sætte en scene op til henover sommeren, og det var også fedt at kunne sige, at det har man været med til at lave. Jeg tænker også på, at når jeg står og laver borde og bænke til børnene nede i institutionerne, så bliver de glade, siger hun.