Heinz Ehlers forlænger med schweizisk ishockeyklub

Sport
PLUS Danske stjerner har et forbillede i boksen (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Den danske træner har fået forlænget sin kontrakt med SCL Tigers, så den nu løber til og med 2021-sæsonen.

Heinz Ehlers forlænger samarbejdet med den schweiziske ishockeyklub SCL Tigers.

Ehlers, der har været cheftræner i klubben siden oktober 2016, har fået lagt to år på sin kontrakt, så den nu løber til og med 2020/2021-sæsonen.

Det skriver klubben, der holder til i byen Langnau, på sin hjemmeside.

- Vi er overbeviste om, at vi med kontinuitet i trænerstaben kan gøre yderligere fremskridt, siger sportschef Marco Bayer på hjemmesiden.

Ud over jobbet som cheftræner for SCL Tigers bijobber 52-årige Ehlers også som landstræner for de danske ishockeyherrer.

Det begyndte han på i juni. I den forbindelse erkendte Ehlers, at det at have to trænerjob ikke var en optimal løsning. Det tyder dog ikke på, at det ændrer sig lige foreløbig for den danske træner.

Han debuterede i starten af november som dansk landstræner, da Danmark deltog i en firenationersturnering i Polen, der bød på en sejr, et nederlag og en kamp, der blev afbrudt, fordi en reklame begyndte at stikke op af isen.

/ritzau/