Historien om 19-årige Carina, der trodser lægernes forudsigelser, og overlever en alvorlig bilulykke, har fået hundredvis af danskere til at udtrykke deres mening på de sociale medier.
Der bliver kommenteret på Facebook, og på På DR's hjemmeside har dokumentaren fået over 260 kommentarer:
- Carinas forløb er dybt rystende og chokerende.
- Jeg har set udsendelsen om Carinas behandlingsforløb, og det ryster mig at opleve, hvordan kommunikationen forløb mellem den kvindelige læge Dahlerup og de pårørende. Hun virkede meget kold og kynisk.
DR-dokumentaren forholder sig kritisk til Carinas behandlingsforløb og lægernes behandling. Og kritikken fortsætter, når man læser de mange debatindlæg.
- Som tidligere sygeplejerske på neurokirurgisk afdeling på Rigshospitalet kan jeg kun skamme mig over den forhastethed, overlæge Dahlerup fremviste. Det er en eklatant fejl, at hun overhovedet tager emnet organdonation op, før patienten er uafvendeligt hjernedød.
Andre mener dog, man skal holde sig fra at pege fingre af det personale, der deltager i programmet.
- Vi får ikke ret meget ud af, at pege fingre ad nogen eller udstille nogen enkeltpersoner, men vi kan få meget stor gevinst af programmet, hvis lægerne i Danmark vil bruge dette eksempel til at løfte den lægefaglige praksis - ikke viden, men praksis.
- Vinklingen i denne dokumentar er modbydelig - de læger der har reddet Carinas liv skal nu åbenbart svines til på landsdækkende tv - fy for pokker!
Udsendelsen har også sat gang i en debat om organdonation. Carinas forældre måtte tage stilling til, om deres datter skulle være organdonor, få dage før hun overraskende vågnede op.
- Der er jo ingen ved sine fulde fem der vil stå i donorregistret efter denne udsendelse.
Sådan skriver en, mens en anden kritiserer DR.
- Den retningslinje, I (DR, red.) lægger op til, om at man skal forholde sig negativt til organdonation, er helt hen i vejret.
Mange skriver også om egne oplevelser i sundhedsvæsnet. Som regel om oplevelser med dårlige behandlingsforløb. Ét er de fleste dog enige om, når de kommenterer dokumentaren: Carina er fantastisk.
- Carina, hvor er du en livsglad og herlig pige. Held og lykke med det hele, og tak for at vi måtte følge din historie.
- Tillykke med livet!! Carina du er bare så sej, du er et fantastisk menneske. Jeg håber, at de ansvarlige læger bliver rystet i deres grundvolde, så dette aldrig mere må ske.
- Det er utroligt flot kæmpet af Carina. Når det så er sagt, så frygter jeg at det kommer til at skade organdonationen.