Republikanske medlemmer af Kongressen advarer søndag præsident Donald Trump mod at fyre den særlige anklager Robert Mueller.
De kræver, at præsidenten lader Mueller fortsætte sin efterforskning af russisk indblanding til fordel for Trump i den amerikanske valgkamp i 2016.
Trump antyder søndag, at han vil fyre Mueller.
I et tweet angriber han både FBI og Muellers efterforskning og kalder det en "heksejagt".
Senest har Mueller i denne uge med en kendelse krævet dokumenter fra Trump Organization udleveret.
- Tror nogen på, at dette er fair. Men der er altså ikke noget fordækt spil, skriver præsidenten.
Trump angriber også den tidligere næstkommanderende i FBI Andrew McCabe, som fredag blev fyret, to dage før han var berettiget til at træde tilbage med fuld pension.
Den republikanske senator Jeff Flake, som før har kritiseret Trump skarpt, siger, at præsidentens seneste Twitter-meddelelse tyder på, at han har besluttet sig for at fyre Mueller.
- Det kan vi ikke acceptere i Kongressen, siger han til CNN.
Hans republikanske kollega Lindsey Graham advarer om, at hvis Trump fyrer Mueller, så er det "begyndelsen til enden på hans tid som præsident".
Graham siger, at han har opbakning til det synspunkt fra en række republikanske kolleger.
Lørdag opfordrede Trumps personlige advokat, John Dowd, justitsministeriet til at fyre Mueller på gråt papir på grund af usande påstande fra McCabe og den fyrede FBI-chef James Comey.
Men det blev søndag mødt med kritik af Trey Gowdy, republikaner fra Repræsentanternes Hus.
- Jeg mener, at præsidentens advokat gør ham en bjørnetjeneste, når han siger sådan, og når han forsøger at tegne efterforskningen på den måde.
- Hvis du har en uskyldig klient hr. Dowd, så opfør dig som en, der har det, lød det fra Gowdy til Fox News.
Kommentarerne fra de republikanske politikere understreger den betydelige risiko, som Trump løber, hvis han går for langt.
/ritzau/Reuters