Havnefest gik helt galt: Mand flygtede ud i sø

Krimi
Politiet stoppede bilen på Hornebyvej og manden flygtede ud i Hornbæk Sø. (Foto: Foto: Google Street View)

Politiet havde gang i den ved Hornbæk Havnefest.

En mand tog en rask beslutning, da den bil han sad i blev stoppet af politiet ved 02-tiden natten til lørdag.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Manden sprang ud af bilen og spurtede ud i en sø. Her opholdt sig i 15-20 minutter, hvorefter han gik på land, hvor politiet havde sat en hundepatrulje ind.

Det viste sig, at manden flygtede fordi han havde dårlig samvittighed over, at han ikke havde overholdt sin aftale med kriminalforsorgen og derfor var eftersøgt.

Den pudsige episode skete i forbindelse med denne weekends havnefest på Hornbæk Havn.

Her er der travlhed med blandt andet plankedyst, slidskeræs og sildekasse-grandprix, men også Michael Falch og hans band, Sebastian og Tøsedrenge-pigerne Anne Dorthe Michelsen og Maria Bramsen er på plakaten.

Politiet har også haft gang i den ved havnefesten. Ud over manden i søen blev en 20-årig mand fra Helsingør anholdt for mistanke om salg af stoffer.

Den mistanke viste sig at være forkert. Han blev i stedet sigtet for at bære en ulovlig kniv, mens hans kammerat var urolig og støjende og får en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.