Havnebad i hele Danmark ramt af rotte-kaos: Badegæster kan blive alvorligt syge

Der er stadig rotteaftryk i det træmel, der er lagt ud ved havnebadet i Aalborg, så derfor fortsætter rottejagten i det nordjyske. (Foto: Foto: Henning Bagger/arkiv/Scanpix)

Aalborg Havnebad er fortsat lukket, da der stadig er spor efter rotter. Havnebad i København er også ramt.

Otte rotteunger er gået i fælder i Aalborg Havnebad, som siden fredag i sidste uge har været lukket på grund af rotter.

- Da vi blev klar over problemet, blev der sat smækfælder op, og badet blev lukket.

- Og status er, at vi har fanget otte rotteunger, siden vi gik i gang med bekæmpelsen, siger Tina Dalsgaard Jensen, miljøsagsbehandler i Aalborg Kommune.

Også Sluseholmen Havnebad i København er tirsdag blevet lukket på grund af rotter.

I Aalborg fortsætter rottejagten, da man stadig kan se fodspor efter skadedyret i træmel, der er strøet ud.

Der er opsat vildtkameraer i forsøget på at spotte, hvor rotterne holder til.

Det er sandsynligvis madrester og måske muslinger, der trækker rotter til badet, vurderer miljøsagsbehandleren.

- Der behøver bare at ligge en krumme eller en madrest i en skraldespand for at lokke dem til.

- De har en utrolig skarp lugtesans, siger hun og peger på et andet muligt fødeemne:

- De tager også gerne muslinger i vandet.

Sidste år blev der også konstateret rotter i det nordjyske havnebad. Men det skete uden for sæsonen, så badet var i forvejen lukket for offentligheden.

Rotter kan være bærere af smitsomme sygdomme. Eksempelvis kan rotter være inficeret med bakterier af arten leptospira.

Hvis mennesker kommer i kontakt med rotteurin, kan det udvikle sig til sygdomme leptospirose.

Symptomerne kan være feber, hovedpine og muskelsmerter. Sygdommen kan i ekstreme tilfælde være dødelig.

Mellem 10 og 30 personer i Danmark bliver hvert år diagnosticeret med leptospirose, oplyser Statens Serum Institut.

På verdensplan ses årligt over 500.000 alvorlige tilfælde af sygdommen.

/ritzau/