Anklagemyndigheden rejser nu tiltale mod en 45-årig kvindelig anklager, der mistænkes for at være gået alt for langt i bestræbelserne på at få en gruppe tiltalte dømt i en stor hashsag fra Christiania.
Det er anklagemyndighedens opfattelse, at den tiltalte i forbindelse med sagen misbrugte sin stilling, løj for retten, og at hun forsøgte at instruere politifolk i, hvad de skulle fortælle i retten.
Det oplyser konstitueret rigsadvokat Jan Reckendorff onsdag i en pressemeddelelse.
- Den omfattende efterforskning viser efter min opfattelse, at en anklager groft har tilsidesat det ansvar, som vi og samfundet har givet hende. Det er en helt usædvanlig og meget alvorlig sag, siger rigsadvokaten.
- Ingen må kunne stille spørgsmål ved anklagemyndighedens objektivitet og ordentlighed. Det er simpelthen en del af fundamentet for vores straffesystem i Danmark, lyder det videre.
Mistanken til den 45-årige anklager opstod tilbage i efteråret 2016.
Godt og vel midtvejs i den store hashsag i Østre Landsret blev anklageren pillet ud, da det kom frem, at hun i en stribe mails havde instrueret tre politifolk i, hvad de skulle sige i retten.
"De gode svar" lød overskriften på en mail. "Udpeg S. (ham med hunden i Pusher Street)", stod der et andet sted.
På den baggrund valgte anklagerens chef, statsadvokat Lise-Lotte Nilas, at bede Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) om at granske sagen.
- Vi har aldrig hørt om en lignende sag i anklagemyndigheden. Det var også derfor, vi bad Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøge sagen til bunds, i det samme vi blev opmærksomme på, at der kunne være foregået noget strafbart, siger konstitueret rigsadvokat Jan Reckendorff.
Undervejs valgte politiklagemyndigheden at sigte yderligere én anklager, der ligeledes har været beskæftiget med sagskomplekset, som kaldes "Operation Nordlys". Men den sigtelse er nu frafaldet.
- Anklagerens handlinger er alvorlige, men de har ikke en sådan grovhed, at vi rejser en straffesag. Hun har ikke løjet og heller ikke forsøgt at få politividner til at lyve over for retten. Sagen vil i stedet blive behandlet personaleretligt, siger Jan Reckendorff.
Allerede nu står det klart, at den store hashsag må starte forfra i landsretten. Forsvarerne kræver imidlertid, at sagen nulstilles helt, således at den begynder i Københavns Byret. Endnu er det spørgsmål ikke afgjort.
Tilbage i 2015 straffede Københavns Byret de tiltalte med fængsel i op til fem år. Beviserne bestod især af videooptagelser, som politiagenter stod for i Pusher Street. Ankesagen i landsretten drejer sig om 11 mænd.
/ritzau/