Harry og Megan fjernet fra den royale familie

Voksmuseet Madame Tussauds i London har fjernet figurerne af prins Harry og hans hustru, Meghan Markle, fra den britiske kongefamilie på museet. Billedet her er fra Madame Tussauds i Berlin. (Foto: Annegret Hilse/Reuters)

Madame Tussauds musseum i London har handlet hurtigt. De to voksfigurer bliver flyttet til et andet afsnit efter meddelelsen om, at parret træder et skridt tilbage.

Madame Tussauds har fjernet figurerne af prins Harry og hans hustru, Meghan Markle, fra den britiske kongefamilie på voksmuseet i London.

Det sker som reaktion på parrets meddelelse om, at de ikke længere ønsker at være fremtrædende medlemmer af familien.

Madame Tussaud oplyser, at de to voksfigurer fremover vil være at finde i et separat afsnit væk fra den afdeling, hvor figurer af dronning Elizabeth, prins Philip, prins Charles og prins William og dennes hustru, Kate, er udstillet.

- Ligesom resten af verden reagerer vi på den overraskende nyhed om, at hertugen og hertuginden af Sussex vil træde tilbage som fremtrædende medlemmer af den royale familie, udtaler den daglige leder af Madame Tussauds i London, Steve Davies, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Som to af vores mest populære og elskede figurer vil de naturligvis forblive en vigtig del af udstillingen på Madame Tussauds i London, mens vi venter på, hvad det næste kapitel bliver for dem, tilføjer han.

Hurtig reaktion

Onsdag aften meddelte prins Harry og Meghan Markle, at de træder et skridt tilbage.

- Vi har en intention om at træde tilbage som "seniormedlemmer" af den royale familie og arbejde for at blive økonomisk uafhængige, mens vi fortsætter med fuldt ud at støtte hendes majestæt dronningen, skriver de på det sociale medie Instagram.

Parret oplyser desuden, at de planlægger at balancere deres tid mellem Storbritannien og Nordamerika.

Meghan er født i Californien og havde en skuespillerkarriere i Canada og USA, inden hun mødte Harry.

Meddelelsen er kulminationen på en proces, hvor Harry og Meghan er gået fra at være mediernes darlings til to privilegerede mennesker, som pressen følger tæt og også er kritiske over for.

Flere britiske medier skriver, at parret hverken havde orienteret dronning Elizabeth eller prins Charles om beslutningen.

/ritzau/