Fodboldklubben Tottenham kan snart have sin største stjerne tilbage på banen til de afgørende måneder i Premier League.
Således er topscoreren Harry Kane tilbage på træningsbanen ovenpå ankelskaden, han pådrog sig 13. januar mod Manchester United.
Dengang lød prognosen, at han først ville være klar til kamp i marts, men comebacket kan blive en realitet allerede i februar.
Weekendens ligakamp mod Leicester og ottendedelsfinalen i Champions League mod Borussia Dortmund bliver fortsat uden Kane, men den efterfølgende ligakamp mod Burnley 23. februar kan være inden for rækkevidde.
- Han er næsten klar til at spille, men samtidig må vi være realistiske. Det bliver ikke på søndag eller på onsdag, men derefter må vi se på det, siger Tottenham-manager Mauricio Pochettino.
Han er ovenud tilfreds med Kanes indsats på træningsbanen.
- Han gør det fantastisk. Vi må bremse ham hver dag, fordi han ønsker at være foran genoptræningsprogrammet. Han er meget optimistisk, og han har en utrolig vilje for at spille så snart som muligt, siger manageren.
Manchester City fører Premier League med 62 point for 26 kampe, mens Liverpool har samme pointtal for 25 kampe. Derefter følger Tottenham med 57 point for 25 kampe.
/ritzau/