Opdateret kl. 17:56
En af de tiltalte i terrorsagen om droner og andet udstyr til Islamisk Stat udvises af Danmark, hvor han har boet i 31 år. Samtidig straffes han med fængsel i fire år.
Det er resultatet af en dom fredag i Københavns Byret.
Den 31-årige Umut Olgun er kurder og tyrkisk statsborger. Han er blevet kendt skyldig i at have sendt blandt andet termiske kameraer til organisationen, der står på EU's terrorliste.
Sagen er behandlet af nævninger og dommere. Flertallet begrunder afgørelsen med, at aflytninger har vist, at han er uden respekt for grundlæggende demokratiske værdier. At han har hustru og to børn i Danmark, har ikke så stor betydning, at han kan frifindes for påstanden om udvisning.
Uenige om dom
Et mindretal vil ikke udvise den 31-årige, der har boet i Brøndby Strand. De mener, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at skride til udvisning. Stemmerne står 8-4 i spørgsmålet om udvisning eller ej.
Efter dommen står Umut Olgun længe i retslokalet og taler med sine forældre og hustru, som trofast har fulgt med i sagen fra tilhørerpladserne. Inden dommen har han været varetægtsfængslet usædvanligt længe, i to år og to måneder.
De to andre dømte i sagen er danske statsborgere. Fady Atef Mohammad, der tidligere har undervist elever på skolen Cph Business, er blevet idømt fængsel i tre år og seks måneder. Han har haft en ledende og koordinerende rolle i sagen, mener flertallet af dommere.
Coskun Ibrahim Simsir, der har været cykelhandler, straffes med fængsel i to år og seks måneder. Begge disse mænd har gennemført over 30 indkøb til Islamisk Stat, har retten slået fast.
Forsynede IS i to år
Alle tre er blevet dømt for at fremme Islamisk Stats virksomhed ved at forsyne terrororganisationen med droner, hobbyfly, propeller, kameraer og andet.
Den hårdest dømte har forsynet IS med udstyr i en periode af to år. De to andre var aktive i et halvt års tid, fastslår byretten.
Under sagen har mændene nægtet sig skyldige.
Alle tre mænd vælger fredag eftermiddag at tage betænkningstid med hensyn til en eventuel anke af dommen til Østre Landsret.
/ritzau/