Hans Pilgaard afslører: Det vil jeg aldrig spørge om
Hans Pilgaard debuterer som talkshowvært på TV2 Charlie. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
Hans Pilgaard debuterer med sit eget talkshow, men der er et særligt spørgsmål, han aldrig vil stille.

Hans Pilgaard har fået sin store drøm opfyldt og kan læne sig tilbage i sofaen i sit eget talkshow, der bliver sendt på TV2 Charlie, men der er et spørgsmål, han aldrig kommer til at stille.

For selv om den garvede interviewer og tv-vært er kendt som en både jovial og til tider flabet herre, der kan slippe af sted med det meste over for sine gæster i diverse tv-programmer, så har han en skarp grænse, når det kommer til, hvad man kan tillade sig at spørge om.

- Jeg tror, man kan stille stort set alle spørgsmål, der kan stilles respektfuldt. Men der er et spørgsmål, som jeg synes, er meget privat og upassende, og som jeg oplever, bliver stillet hele tiden i det virkelige liv, fortæller Hans Pilgaard.

Det handler om kvinder i den såkaldte fødedygtige alder.

- Når en kvinde i 30'erne har mødt en kæreste, så er det åbenbart i orden at spørge, om de ikke snart skal have nogen børn, og det synes jeg, er vildt upassende. Der kan jo ligge en tragedie til grund for, at de ikke har børn. Måske er det årsagen til, at de ikke skal giftes eller ikke bliver sammen eller skal skilles.

- Det er et lille såkaldt uskyldigt spørgsmål, som jeg synes, er højst upassende. Det ville jeg aldrig nogensinde stille, siger Hans Pilgaard.

I sit talkshow har han blandt andet skuespillerinden Birgitte Hjort Sørensen i studiet.

Hun havde netop offentliggjort sin graviditet, da hun medvirkede, men havde hun ikke gjort det, ville Hans Pilgaard ikke have luftet emnet.

- Hun havde i nogle interviews sagt, at hun ville prioritere sin karriere mere i Danmark end i udlandet, og der var nogen, der sagde, at det måske havde noget at gøre med, at hun gerne ville være gravid, og det vidste jeg bare, at jeg aldrig ville spørge hende ind til, fortæller han.

- Grundpakken for mig er, at jeg behandler folk med respekt, siger tv-værten.

Talkshowet "Hos Hans" har premiere mandag den 26. marts.

/ritzau/