Handelsaftale og Rusland er højt på May og Trumps dagsorden

Præsident Donald Trump er ankommet til den britiske premierminister Theresa Mays landsted Chequers, hvor de to ledere skal føre forhandlinger i forbindelse med en frokost. Mødet efterfølges af en pressekonference. (Foto: Foto: Pool/Reuters)

- Vi har meget at diskutere, siger Theresa May, som har stærk fokus på en handelsaftale med USA.

Præsident Donald Trump er ifølge Reuters ankommet til den britiske premierminister Theresa Mays landsted Chequers, hvor de to ledere skal føre forhandlinger i forbindelse med en frokost. Mødet efterfølges af en pressekonference.

Den amerikanske præsident siger, at der er et godt forhold mellem USA og Storbritannien.

- Vores relationer er meget, meget stærke, siger den amerikanske præsident, der ankom til Chequers i helikopter.

Mødet, der finder sted midt i et politisk stormvejr omkring brexit, vil være fokuseret på en amerikansk-britisk handelsaftale, som briterne har stærkt brug for i forbindelse med landets udtrædende af EU i marts næste år.

Også sikkerhed og forholdet til Rusland står højt på dagsordenen.

Trump siger, at han og Theresa May "formentligt aldrig har haft et bedre forhold end under middagen torsdag".

Til et spørgsmål fra journalister om, hvorvidt de havde drøftet et avisinterview, hvor Trump kritiserer Mays brexit-strategi, svarede May:

- Vi har meget at diskutere.

Hun tilføjede, at de vil drøfte "det særlige forhold" mellem USA og Storbritannien sammen med de reelle muligheder for en handelsaftale.

I et interview med The Sun sagde den amerikanske præsident forud for sit besøg i London, at premierminister Theresa Mays brexitplan vil "dræbe" udsigterne til en handelsaftale med USA.

- Planen vil helt sikkert påvirke handlen med USA i en negativ retning, siger han.

Kritikken fra Trump kommer, efter at den britiske regering torsdag fremlagde over 104 sider med sine ønsker til fremtidens forhold til EU.

Den samlede hvidbog gør det klart, at briterne på en række punkter håber på et nært forhold til EU, når brexit er en realitet.

/ritzau/AFP