Hamburger SV bliver ramt af historisk nedrykning i kaos

Røgbomber og fyrværkeri gjorde, at opgøret i Bundesligaen mellem Hamburger SV og Borussia Mönchengladbach måtte afbrydes i slutminutterne, da HSV rykkede ud af ligaen.
Røgbomber og fyrværkeri gjorde, at opgøret i Bundesligaen mellem Hamburger SV og Borussia Mönchengladbach måtte afbrydes i slutminutterne, da HSV rykkede ud af ligaen. Foto: Axel Heimken/AFP

Sidste spillerunde i Bundesligaen i Tyskland blev historisk.

Det stod klart, da den tidligere europæiske topklub Hamburger SV måtte se i øjnene, at nedrykningen blev en kendsgerning.

HSV siger dermed farvel til ligaen som det eneste hold, der har spillet i Bundesligaen, siden den opstod i 1963.

Nedrykningen efter 55 år i Bundesligaen endte i et stort kaos, da HSV kort før sluttid var foran 2-1 hjemme mod Borussia Mönchengladbach efter scoringer af Aaron Hunt og Lewis Holtby.

Resultatet var dog ikke nok til at sikre playoffkampe om at undgå nedrykning, da Wolfsburg hjemme havde besejret FC Köln 4-1.

Det betød, at Wolfsburg ville tage playoffpladsen med to point flere, og da det stod klart, gik tilskuerne amok i Hamburg, og der blev antændt fyrværkeri, og røg fyldte store dele af banen, mens politiet indtog grønsværen.

Først efter 18 minutter kunne kampen fløjtes af, og resultaterne betyder, at HSV slutter næstsidst med 31 point, mens Wolfsburg slutter to point bedre.

Dermed må klubbens berømte stadionur, der viser, hvor længe klubben har optrådt i Bundesligaen, nok skiftes ud.

HSV har i de seneste sæsoner kæmpet en hård kamp for at undgå nedrykning, og både i 2014 og 2015 blev klubben først sikret efter playoffkampe om nedrykning.

HSV er kåret som tysk mester seks gange, mens klubben i Bundesligaen er sluttet øverst tre gange.

Det skete første gang i 1979 for den nordtyske klub, der i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne hørte til blandt Europas storklubber.

Blandt andet brød man transferrekorden i England og hentede stjernen Kevin Keegan i 1977.

I begyndelsen af 1980'erne spillede Franz Beckenbauer også to sæsoner i klubben, som i 1983 vandt mesterholdenes Europa Cup ved at besejre Juventus 1-0 i finalen i Athen.

Dengang var den danske angriber Lars Bastrup en del af holdet.

I den anden ende af tabellen lykkedes det Hoffenheim at sikre Champions League-fodbold og henvise Bayer Leverkusen og RB Leipzig til henholdsvis femte- og sjettepladsen, som giver henholdsvis adgang til gruppespillet og kvalifikationen i Europa League.

Hoffenheim slog Borussia Dortmund 3-1 og sluttede på 55 point, og dermed sluttede Dortmund på fjerdepladsen med samme pointantal, men med en dårligere målscore.

Leverkusen sluttede også med 55 point, mens RB Leipzig og Yussuf Poulsen endte med 53 point efter en 6-2-sejr ude over Hertha Berlin. Her fik Yussuf Poulsen spilletid i de sidste ti minutter.

Bayern München, der for længst er kåret som tysk mester, tabte hjemme 1-4 til Stuttgart.

Bayern, der om en uge spiller tysk pokalfinale mod Eintracht Frankfurt, slutter dermed sæsonen med 84 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.