Michael Rasmussen har ifølge Politiken afsløret, at tre af de fem danske cykelryttere, der deltog ved OL i Athen i 2004, dopede sig.
Bo Hamburger og Lars Michaelsen, som var med i den græske hovedstad for ni år siden, afviser dog ethvert kendskab til doping på det danske cykelhold.
- Hvis tre af rytterne har taget doping, så kan jeg kun sige, at det ikke var mig, siger Bo Hamburger til ekstrabladet.dk.
Nogenlunde samme melding kommer fra Lars Michaelsen.
- Jeg synes, at det er svært at kommentere på den her historie, da jeg ikke aner, om beskyldningerne er rettet mod mig, siger Michaelsen til ekstrabladet.dk.
- Jeg kan bare sige, at jeg ikke kender til en sådan situation fra OL i 2004, fortæller den tidligere cykelrytter, der i dag er sportsdirektør for Team Saxo-Tinkoff.
Ud over Michael Rasmussen, Bo Hamburger og Lars Michaelsen repræsenterede Frank Høj og Nicki Sørensen, der som den eneste fortsat er aktiv, nemlig hos Team Saxo-Tinkoff, Danmark ved legene i Athen.
Michael Rasmussen har afvist at bekræfte Politikens historie, som er baseret på flere anonyme kilder.
Rasmussen skulle være fremkommet med afsløringerne i en afhøring hos det internationale antidopingagentur, Wada, i januar.
/ritzau/