Danmarks betalingsbalance var på positive 14,8 milliarder kroner i oktober. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Det er et fald på 2,3 milliarder kroner fra september.
- Betalingsbalancen er en opgørelse over værdien af de økonomiske transaktioner med udlandet i en given periode, skriver Danmarks Statistik om tallet.
Faldet i oktober relaterer sig til et mindre overskud på salget af varer til udlandet. Det lå på 63,6 milliarder kroner i september, men dykkede til 61,4 milliarder kroner i oktober.
Da importen steg en smule til 51,9 milliarder kroner trak det overskuddet på vores handel med varer med udlandet ned på 9,5 milliarder kroner.
- Det, der er sket over det seneste år, er, at euroen, som kronen er bundet til, er styrket markant over for dollar og pund. Det giver udfordringer for en lang række danske virksomheder, når de skal konkurrere.
- Så eksporten har haft det lidt svært. Det burde ellers have været et jubelår, for der har ikke været mere medvind i den globale økonomi siden finanskrisen, siger Dansk Erhvervs cheføkonom Steen Bocian i en kommentar til tallene.
Også Dansk Industri peger på, at den svagere dollar har gjort det sværere for danske selskaber at eksportere til verdens største økonomi.
Hos Jyske Bank er cheføkonom Niels Rønholt mere positiv.
- Generelt er vi ret optimistiske på eksporten. Rigtig mange nøgletal peger den rette vej i Europa. Og ikke mindst de tyske tal er stærke, hvilket selvfølgelig lover godt. Tyskland er fortsat Danmarks vigtigste eksportmarked, skriver han.
Han peger også på, at overskuddet i faktiske tal - modsat de statistisk korrigerede 14,8 milliarder kroner - lyder på 16,3 milliarder kroner.
- Overskuddet for 2017 er på vej mod godt 180 milliarder kroner, hvilket vil være det største overskud nogensinde målt i kroner og øre, og det største overskud siden 1944 målt i forhold til bnp, skriver Niels Rønholt.
/ritzau/