Billeder af dykkere, der er ved at bjærge en stor del af halesektionen fra det forulykkede Air France-fly er nu offentliggjort af brasiliansk militær.
Samtidig oplyser brasilianske myndigheder, at der er bjærget 16 lig - og ikke 17 som tidligere oplyst.
Ligene og vragdele fra flyet er blevet fundet godt 1000 km nordøst for øgruppen Fernando de Noronha.
To højteknologiske amerikanske opsporingsapparater er blevet fløjet til Brasilien, hvor de skal lytte efter signaler fra flyets sorte bokse.
De amerikanske apparater kan registrere signaler fra sorte bokse på en dybde af op til 6.100 meter.
De 16 kroppe, der indtil videre er fundet, er på vej til Fernando de Noronha, hvorefter de skal flyves til byen Recife, hvor der er oprettet et midlertidigt lighus.
Årsagen til styrtet, der kostede samtlige 228 ombordværende livet, er endnu ukendt. Franske eksperter peger på, at flyets fartmålere kan være frosset til, hvilket betyder, at piloterne er fløjet ind i uvejret, uden at kende flyets hastighed.
Frankrigs transportminister Dominique Bussereau siger til fransk radio, at en sådan situation resulterer i "to dårlige konsekvenser for flyets overlevelse".
"For lav en hastighed, hvilket kan føre til, at vingerne mister opdriften, eller for høj hastighed, hvilket kan føre til at flyet bliver revet i stykker på vej mod lydens hastighed, fordi dets ydre materiale ikke er designet til at modstå så høj en hastighed."
Air France oplyser, at der er blev registreret problemer med fartmålerne for et år siden. Selskabet begyndte at udskifte dem på Airbus-flyene fem uger før ulykken.