En californisk kvinde, 22-årige Sabrina Marie Gutierrez, er anholdt efter et større drama, som udspillede sig i juledagene i San Jose i det nordlige Californien. Det skriver PEOPLE.
Omstændighederne er stadig lidt mudrede, men politiet fik en melding om et indbrud, og da de ankom til stedet, så fandt de en mand dødelig kvæstet på fortovet tæt på bygningen. Det viste sig at være indbrudstyven, som var blevet kørt over. Manden blev i hast kørt på hospitalet, men var død ved ankomsten.
Sad tilfældigt i sin bil
Han havde kort forinden skudt en af lejlighedens beboere, som konfronterede ham ude på gaden efter indbrudsforsøget. Den sårede mand blev af et andet familiemedlem kørt på hospitalet, mens Sabrina Gutirrez, som var i familie med den skudsårede, tilfældigt sad i sin bil på samme tidspunkt. Hun forfulgte indbrudstyven, og på et tidspunkt kørte hun sin bil op på fortovet og ramte ham med så stor kraft, at han blev dræbt på stedet.
Hun er nu blevet sigtet for mord. Hendes sårede familiemedlem er stadig indlagt, men uden for livsfare.