Formel 1-køreren Romain Grosjean (Haas) blev diskvalificeret efter det italienske grandprix i september. Og den beslutning står ved magt efter Haas' appel.
Det skriver Haas på sin Twitter-profil.
Grosjean blev diskvalificeret som følge af en klage fra Renault-holdet og fik derfor annulleret sin sjetteplads, hvorefter Haas appellerede.
Diskvalifikationen skyldtes en detalje i bunden af Grosjeans racer, der er imod reglementet.
Haas havde håbet at ændre Formel 1-organisationens holdning, men holdet, der har Kevin Magnussen som sin anden kører, havde ikke heldet med sig.
- Selvfølgelig er vi skuffede over, at vi ikke har vundet vores appel, siger teamchef Günther Steiner til Haas' Twitter-profil.
- Vi bliver bare nødt til at se fremad mod årets sidste to grandprixer og kæmpe videre på banen, skrabe point sammen og færdiggøre vores bedste sæson til dato i Formel 1, siger han.
Mens Grosjean blev diskvalificeret på sjettepladsen, sluttede teamkollegaen Kevin Magnussen sidst som nummer 17 på Monza-banen i Italien.
I den samlede VM-stilling ligger Magnussen på 9.-pladsen med 53 point, mens Grosjean har 31 point på 13.-pladsen.
/ritzau/