Hård kritik af kongehuset: I kan takke jer selv for uskønt prins Henrik-forløb

Kongehuset burde have bedt medierne holde sig væk eller have undersøgt prinsen tidligere, mener flere medier.
Prins Henrik har demens. Det meldte kongehuset ud onsdag i en pressemeddelelse. Men beskeden skulle være kommet længe før, mener en bred vifte af medier, der kritiserer kongehuset for ikke at holde pressen på afstand tidligere.
Prins Henrik har demens. Det meldte kongehuset ud onsdag i en pressemeddelelse. Men beskeden skulle være kommet længe før, mener en bred vifte af medier, der kritiserer kongehuset for ikke at holde pressen på afstand tidligere. Foto: Martin Sylvest/arkiv/Scanpix

Flere medier kritiserer i deres ledere i torsdagsaviserne kongehuset for ikke at reagere tidligere med hensyn til prins Henriks svækkede helbredstilstand.

Det sker, efter kongehuset onsdag meldte ud, at prins Henrik lider af demens.

Medier har i det lys evalueret den seneste tids dækning af prinsens opsigtsvækkende ytringer, og ansvaret er kongehusets, mener de.

I Jyllands-Postens leder torsdag kan man læse om, hvordan den seneste tid har været fuld af "pinagtige optrin, som pressen kynisk har forfulgt".

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Det burde man have forskånet prinsen for, mener både Jyllands-Posten og Ekstra Bladet.

Der er ingen tvivl om, at medierne har sympati med prinsens helbredstilstand, men en stor del af postyret skyldes ifølge Jyllands-Posten kongehuset selv.

- Kongehuset har først og fremmest sig selv at takke for, at forløbet op til ikke har været for kønt, skriver avisen på lederplads.

Jyllands-Posten mener, at kongehuset burde havde bedt pressen om at holde sig tilbage eller ganske enkelt undersøgt prinsens tilstand tidligere.

Det bakkes op i et interview i Ekstra Bladet med bladets egen chefredaktør Poul Madsen. Han mener, at medierne gjorde, som de burde under de kendte omstændigheder.

- Hvis kongehuset vidste, at prins Henrik var dement, skulle de have fortalt os det, for så havde vi taget en række forbehold. Tværtimod understregede de, at han var i sin gode ret til at sige, som han gjorde, siger han i interviewet.

Berlingskes lederskribent giver ikke samme opsang til kongehuset. Her bliver der trukket en streg i sandet ved at sige, at "fra dette øjeblik vil det være klart, at det vil være dybt urimeligt og uetisk at jage prins Henrik for udtalelser".

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.