Ambulanceselskabet Bios oprustede i efteråret med tysk personale for at komme manglen på reddere i Syd- og Sønderjylland til livs.
Men mødet med det hollandske selskab, som har været under megen kritik siden de i 2014 vandt ambulanceudbuddet i regionen, har ikke været lige sjovt for alle.
Det kom frem, da Bios tyske reddere var samlet til møde i Aabenraa, skriver Jydske Vestkysten.
Ud over kritik af manglende løn og fejl i vagtplanen, fortalte en kvindelig redder, hvordan hun oplevede trætte reddere på vagterne.
- Jeg har kørt med fuldkommen overtrætte reddere, der havde haft alt for lange vagter. Èn drak Red Bull hele tiden, men var alligevel nødt til at sove omme i patientrummet, sagde hun ifølge Jydske Vestkysten og fortsatte:
- Jeg frygtede for mit liv. Jeg har været involveret i en ulykke på grund af overtræthed i Tyskland, og det vil jeg ikke igen.
Bios' HR-chef Jan Christian Klampe og ambulancechef René Sigvartsen, der begge var til stede på mødet tog begge afstand fra eksemplet.
- Det kan Bios ikke acceptere eller stå inde for, og vi arbejder på, at det ikke sker, sagde Jan Christian Klampe ifølge Jydske Vestkysten.
En anden anonym redder fortalte om lignende oplevelser i torsdagens udgave af Der Nordschleswiger, skriver Jydske Vestkysten, som også har talt med en tredje redder, der beretter om en kollega, der på en 88 timer lang vagt holdt sig vågen ved at drikke en masse kaffe.