Arbejdsgiveren på byggepladsen ved Regionshospitalet i Viborg har fået et strakspåbud af Arbejdstilsynets Tilsynscenter Nord.
Det sker efter en 59-årig håndværker fra Vesthimmerland fredag i sidste uge mistede livet. Den 59-årige mand faldt syv-otte meter ned, da en kran var i færd med at hejse ventilationskanaler.
- Ulykken er sket i forbindelse med, at afdøde har anhugget nogle ventilationsrør og er blevet hejst med op. Vi er kommet frem til, at han bliver taget med op af det styrereb, der sidder på ventilationsrørene, siger tilsynschef ved Arbejdstilsynets Tilsynscenter Nord, Rikke Aagaard til TV Midtvest. Og hun tilføjer:
- Det er et arbejdsmiljømæssigt problem, at styrerebene er cirklede og altså ikke hænger lige ned. Det danner en cirkel, så det kan gribe fat i genstande og som set her desværre også en person.
Ulykken skete klokken 12.45 og ambulance og lægebil var hurtigt på ulykkesstedet, men den 59-årige mands liv stod ikke til at redde.
Efter ulykken blev arbejdet på byggepladsen stoppet, og alle medarbejdere på byggepladsen blev samlet til en orientering og tilbudt krisehjælp.