Fodboldspilleren Christian Gytkjær blev med et hattrick matchvinder for Lech Poznan, da den polske klub torsdag aften kom videre fra anden runde af Europa League-kvalifikationen.
Christian Gytkjær scorede alle Lech Poznans mål, da klubben vandt 3-1 hjemme over Shakhtyor Soligorsk fra Hviderusland efter forlænget spilletid.
Lech Poznan kom dermed videre med samlet 4-2.
Christian Gytkjær indledte målscoringen efter et kvarters spil, men hviderusserne fik udlignet til 1-1 ti minutter før tid.
Så skulle holdene ud i forlænget spilletid, hvor den danske angriber scorede to gange og sendte Lech Poznan videre.
Shakhtyor Soligorsk sluttede kampen med otte spillere på banen efter tre røde kort i de afsluttende minutter af forlængelsen.
Patrick Mortensen blev matchvinder for norske Sarpsborg 08, der vandt 1-0 hjemme over St. Gallen.
Schweizerne havde vundet den første kamp med 2-1 på hjemmebane, men med samlet 2-2 blev det afgørende, at nordmændene havde scoret et mål på udebane.
Derfor er Sarpsborg 08 videre til tredje runde i kvalifikationen.
Anders Lindegaard vogtede målet for Burnley, da den engelske klub kom videre med en 3-1-sejr hjemme over Aberdeen efter forlængelse.
Torsdagens kamp endte 1-1, hvilket også var resultatet af den første kamp i Skotland.
Burnley scorede herefter to mål i forlængelsen og kom videre med samlet 4-2.
Yussuf Poulsen sad på bænken i hele kampen, da RB Leipzig spillede 1-1 ude mod svenske Häcken.
Leipzig gik dermed videre med samlet 5-1.
Atalanta uden Andreas Cornelius i truppen vandt hele 8-0 ude over FK Sarajevo og kom videre med samlet 10-2.
Sevilla havde ikke Simon Kjær i truppen, da spanierne vandt 3-1 ude over ungarske Ujpest og kom videre med samlet 7-1.
/ritzau/