Når tal for ledigheden bliver offentliggjort torsdag, følger nogle mere spændt med end andre.
Lolland og Mors er hårdere ramt af den økonomiske afmatning end de fleste andre steder i Danmark. Borgmestrene fra hver sin ende af landet vil derfor nøje holde øje og krydse fingre i løbet af dagen.
"Vi har ligget på en ledighed på over ni procent. Det er selvfølgelig en katastrofe, så vi mangler i den grad arbejdspladser," siger Lollands borgmester, Stig Vestergaard (S).
Også på Mors bliver der bidt negle.
"Vores værste måned er selvfølgelig fra november til marts, hvor meget byggeri, turisme og landbrug samt den beskæftigelse, der følger med, lukker ned. Så vi skal gerne have nogle pæne tal nu," fastslår borgmesteren på Mors, Lauge Larsen (S).
Det er Danmarks Statistik, som offentliggør tallet for den såkaldte sæsonkorrigerede ledighed i juli. Knap seks procent af arbejdstyrken er på landsplan ramt af arbejdsløshed. Tallet falder dog til fire procent, når der korrigeres for sæsonudsving og omregnes til fuldtidsledige. Det betyder, at 108.564 arbejdsdygtige leder efter fuldtidsjob.
De to borgmestre har især kommunekassen og de unge i baghovedet, når de modtager ledighedstallet.
Lollands Stig Vestergaard forklarer, at hele 1.279 unge mellem 16 og 30 år er på offentlig forsørgelse.
"Det værste problem for os er ungdomsledigeheden. Vi kan simpelthen ikke være bekendt i Danmark at have så mange unge, der ikke er i uddannelse eller i arbejde," siger Stig Vestgaard.
Han kalder derfor på mere fokus på udkantsområderne og indsats for at få flere arbejdspladser til sit område. Vestergaard nærer derfor stor tiltro til det kommende Femern-projekt, som vil sende tusindvis af job til den flade ø, bl.a. fordi Rødby Havn tidligere på året blev udvalgt som stedet, hvor betonelementerne til tunnellen skal produceres.
På Mors vækker ledigheden økonomisk ængstelse. For et par år siden overtog kommunerne nemlig en del af regningen for dagpengemodtagerene.
"Den økonomi er skruet lidt kringlet sammen, så hvis vi ikke sørger for, at ledigheden er under lands og regionsgennemsnittet, så risikerer vi at få en pænt stor regning," lyder det fra Lauge Larsen, der minder om, at skatteindtægterne falder, når folk ryger på understøttelse.