Selv om prins Harry og hertuginde Meghan snart ikke modtager deres apanage og ikke beholder deres royale titler, så kommer de hverken til at leve af havregrød eller køre bus og stå i butik for at få pengene til at slå til. Tværtimod.
Mange udenlandske medier fortæller samstemmende, at banen for en svimlende indtægt er kridtet op.
Harry og Meghan vil hurtigt lave deres eget firma, som vil kunne generere indtægter således:
Indtalinger af dokumentarer: Netflix har allerede været ude med snøren. Topbossen Ted Sarandos har udtalt, at streamingtjenesten "er meget interesserede i at arbejde med parret – også hvis det skulle dreje sig om film eller serier". Disney har også – ikke officielt, men til deres topagenter – vist interesse.
Bøger: En bog om kongehuset og dets hemmeligheder ligger lige til højrebenet. Også selv om den ikke skulle blive særligt afslørende, men kun med "få lunser", ville den kunne sælge millioner af eksemplarer. Således har Michelle Obama tjent tæt på en milliard kroner for sin seneste biografi.
Talkshows: Hvis Meghan Markle stillede op til eksempelvis Oprah Winfrey til et længere interview, kunne hun snildt forlange $25 mio. for det. Især hvis Apple eller Amazon køber det.
Tv-serier: Meghan var med i serien "Suits". En tilbagevenden hertil eller et nyt show ville være så attraktivt for producenterne, at de nærmest ville skrive en blanko-chek til hende.
Tøj: Hun kunne starte sin egen tøjmærke – masser af modehuse ville stå i kø. Det eneste hun skulle gøre var at lægge sit navn til.
Firma-taler: Mange topstjerner (Simon Cowell, Elton John m.fl.) tjener op til 20 mio. kroner bare på at dukke op og holde en tale eller sidde med til bords til de rige firmaers firmafester eller events.
Så selv om apanagen er slut og de kongelige titler forsvundet for evigt, kan de begge grine hele vejen til banken, for i offentlighedens øjne, vil de to altid være kongelige, og tilbuddene fra underholdnings- og forretningsverdenen er mange og store.