»Han har fanget en ørred på 70 centimeter,« råber en af gæsterne på Langå Campingplads begejstret, og det er rigtigt nok.
Ørrederne er for længst vendt tilbage til Gudenåen, Danmarks længste å med det smukke navn, som det i 1970"erne ville have været mere passende at kalde »Grumseå.«
Dengang var vandet fuldt af fosfer, kvælstof og tungmetaller.
I dag er den guddommelige å, der løber 158 km gennem Østjylland og ud i Randers Fjord, endelig ren og rask igen. En 30 år lang indsats mod forureningen har været en succes.
»Det er fantastisk, at der er noget natur, der kan forbedre sig. Der er så meget ,der bliver ødelagt rundt omkring,« siger lystfiskeren Karsten Olesen, der for nylig har set isfugle og oddere langs bredden.
Ørreden er tilbage
På miljøcenteret i Århus liver biologerne helt op, når de fortæller om Gudenås forvandling.
»Vandkvaliteten i Gudenå er lige så god i dag som for 100 år siden. Der er flere vandplanter, som giver en masse levesteder for dyr,« fortæller Henrik Skovgaard, biolog fra Århus Miljøundersøgelser.
For 30 år siden kunne havørreden ikke klare det beskidte vand. I dag svømmer 3-5.000 havørreder om året op gennem den rene Gudenå og videre til Lilleåen nær Randers.
Samtidig er insekter som slørvinger og døgnfluer, der kun tåler rent vand, vendt tilbage. Når Danmarks længste å stortrives, skyldes det, at de tidligere amter i Århus, Vejle og Viborg siden 1970"erne har arbejdet for at begrænse forureningen til Gudenå. Der bliver ikke længere hældt urenset spildevand og slagteriaffald direkte i vandet.
Klart vand
Renseanlæggene er blevet bedre, og landmændene har fået bedre styr på, at gyllen ikke siver ud i åen.
Nu er vandet klart. Guldsmede leger flagrende tagfat på overfladen, og pensionisten Niels Christensen, der har sejlet kano på Gudenå, siden han var dreng, nyder forandringerne.
»Fra kanoen har vi set store fisk, som sprang over vandet. Det er blevet meget renere – men det er ikke sådan vi drikker af det,« tilføjer han med et smil.
Selvom Gudenå generelt har det bedre, tager det længere tid for søerne, som følger Gudenå, at komme sig. De døjer stadig med algesuppe.