Sergio Agüero er Manchester Citys største stjerne, men den argentinske angriber har mistet sin plads i startopstillingen, og intet tyder på, at det bliver ændret lige foreløbig.
Den 19-årige brasilianer Gabriel Jesus, der kom til i januar, har taget klubben og manager Josep Guardiola med storm med tre mål i to ligakampe.
Derfor vil Guardiola heller ikke love, at Agüero kan få nok kampe til, at argentineren bliver tilfreds.
- Jeg ved det ikke, om det er nok, når sæsonen er ovre, lyder det ifølge AFP fra den spanske manager.
- Jeg ser gerne, at han bliver, men jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. Selv i min egen karriere (som spiller og manager, red.) vidste jeg ikke, hvad der skete, når sæsonen var ovre.
Dermed gør Josep Guardiola ikke noget for at lægge låg på rygterne om, at Agüero er utilfreds med sin situation, og at det kan føre til et brud efter sæsonen.
I kulissen spøger Real Madrid på rygtebasis. Spaniernes præsident, Florentino Pérez, har aldrig lagt skjul på sin kærlighed til Agüeros evner, men fortiden i Atlético Madrid kan blive en hindring.
Sergio Agüero skiftede til Manchester City fra Atlético Madrid i 2011, og han er nummer tre på listen over mest scorende spillere i Manchester Citys historie.
Argentineren har kontrakt frem til sommeren 2020.
/ritzau/