Tre bløde katte med store trofaste øjne blev i søndags og mandags aflivet på den mest grusomme måde, fortæller fyens.dk.
To af kattene fik skåret deres hals over og blev efterfølgende smidt foran ejerens hoveddør i to affaldssække.
Den tredje kat blev på grummest vis aflivet med en kraftig pind, der blev stukket ind i siden på den. Den blev også efterladt og fundet af ejeren på fortovet ud for hjemmet.
- Det er bestialsk at aflive katte på den måde, og det er tæt på mishandling, siger Peter Skov Jørgensen, der er politiassistent ved Fyns Politi i Assens.
Hvad er der sket?
Politiet kender endnu ikke grunden til, at disse tre katte skulle dø. Men de slår fast, at det her går langt over stregen for, hvad der er acceptabelt.
- Det er helt klart for meget. Hvis man er træt af at have andres katte rendende rundt på sin grund, må man gerne indfange dem. Og hvis man ved, hvem ejeren er - som noget tyder på her, hvor de er efterladt foran ejernes dør - så skal man tage kontakt til dem og sige, at de skal komme og hente katten, siger Peter Skov Jørgensen.
Han understreger, at man ikke bare kan gå rundt og slå andre folks katte ihjel.
Har du oplysninger i sagen, kan du ringe til politiet på 114.