Gruppe: Politi i Nicaragua anholder hundredvis af tilfældige

Nicaraguan Centre for Human Rights vurderer, at 292 mennesker er blevet dræbt i protester og sammenstød med politiet i landet i løbet af de seneste tre måneder. (Foto: Foto: Oswaldo Rivas/arkiv/Reuters)

I en offensiv mod modstandere af præsident Daniel Ortega er op mod 700 personer blevet anholdt, siger gruppe.

Myndighederne i Nicaragua har anholdt hundredvis af tilfældige mennesker i en offensiv mod landets opposition, der kræver, at præsident Daniel Ortega går af.

Mange af de tilbageholdte blev anholdt på mistanke om at deltage i protester mod Ortegas regering eller støtte de, der agiterer mod præsidenten.

Det oplyser Nicaraguan Centre for Human Rights mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Rettighedsgruppen vurderer, at 292 mennesker er blevet dræbt i protester og sammenstød med politiet i landet i løbet af de seneste tre måneder

Gruppen The Permanent Commission on Human Rights oplyser, at den har modtaget oplysninger fra slægtninge til 150 personer, der er blevet anholdt, mens det samme antal personer siger, at de bliver holdt tilbage imod deres vilje.

Ifølge Nicaraguan Centre for Human Rights er omkring 700 mennesker blevet anholdt.

- Vi beder til Gud, om at denne jagt på unge mennesker ophører. Man kan ikke kriminalisere folk, der protesterer, og behandle dem som terrorister, siger fungerende biskop i Nicaraguas hovedstad, Managua, Silvio Baez.

De anholdte risikerer at blive retsforfulgt i henhold til en ny lov, der kan give op til 20 års fængsel for forbrydelser, der kan sidestilles med "terrorisme".

Menneskerettighedsgrupper frygter, at den nye lov vil blive brugt mod folk, der demonstrerer mod regeringen.

I sidste uge gav præsident Daniel Ortega satanister, biskopper og USA skylden for voldsbølgen i landet.

- Protestanter, som er finansieret af det nordamerikanske imperium og forskellige erhvervsledere i landet, deltager i en sammensværgelse omkring et statskup i Centralamerika, sagde Ortega ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Daniel Ortega har selv fået voldsom kritik for at krænke menneskerettigheder i landet.

/ritzau/