En grønthandler har fået det røde kort.
Landsretten har for første gang taget stilling til, om uorden i regnskabet kan koste retten til at drive erhverv.
Sagen var for Østre Landsret i går, og her fik Skat medhold i, at en grønthandler ikke må drive virksomhed i to år.
Oprindelig havde manden fået en bøde på 67.000 kroner i byretten. Bøden blev fastholdt, men landsretten skærpede dommen med en udelukkelse i to år.
Mandens forseelse var, at han ikke har overholdt faktura- og regnskabsbestemmelserne i mineralvands- og chokoladeafgiftslovene og ikke har ført logbog over ansatte i forretningen.
"Det er første gang, at Østre Landsret har taget stilling til, om man kan miste retten til at drive virksomhed ved at have uorden i papirerne på afgiftsområde. Så jeg er overordentlig tilfreds med, at Skat har fået medhold i sagen. For det nytter selvfølgelig ikke, at en virksomhed på den måde driver unfair konkurrence," siger Hella Rahbek, der er afdelingsleder i Skats ansvarsafdeling.