Tilfældigt forbipasserende fik sig lørdag eftermiddag en ubehagelig overraskelse, da de i en å fandt liget af en mishandlet gravhund i Hunlum nord for Struer.
Hunden var blevet smidt i åen med forbenene bundet sammen af strips, så den ikke havde nogen chance for at redde sig i land. Det skriver Dagbladet Holstebro Struers netavis.
- Det tyder på, at nogle har villet aflive hunden. Vi betragter detderfor som en dyreværnssag, siger vagtschefen ved Midt- ogVestjyllands Politi til netavisen.
Da politiet var blevet alarmeret, blev der tilkaldt en dyrlæge, som sørgede for, at den døde gravhund blev bragt ind på Holstebro Dyrehospital.
Meget tyder dog på, at det bliver svært for politiet at finde gerningsmændene til mishandlingen, da hunden ikke var udstyret med en ørechip.