- Det var en lærestreg om, at der ikke er noget, som kommer gratis. Hvis der var nogen, der troede, at vi ’bare’ skulle herover og have et point - og så var vi videre i UEFA Cuppen - så fik de at se, at det ikke er sådan, når man spiller europæisk.
Ordene kommer fra FCK-anfører Michael Gravgaard, der var dybt skuffet over, hvordan det normalt så driftsikre FCK-mandskab i den grad kunne kollapse i anden halvleg på Pittodrie Stadium og lukke 4-0 mål ind. Her i blandt et selvmål at den uheldige Mikael Antonsson, der nok sent glemmer denne aften.
- Første halvleg er egentlig godkendt. Men at vi taber en halvleg 4-0, må simpelthen ikke ske.
- Det er dybt utilfredsstillende og meget meget skuffende, at vi ikke kan præstere bedre i så vigtig en kamp. Det er første gang i min tid, at vi har underpræsteret i sådan en grad. Det var en præstation langt, langt under niveau, lød det fra anføreren, inden han begav sig mod Aberdeens lufthavn.
I den grad uden en billet videre i UEFA Cuppen i bagagen.