December er store julefrokost-måned, og som de fleste ved, skal man lade bilen stå, når snapsen kommer på bordet og promillen sætter ind. Nu vil BLOX Parkering i København og Dokk1 i Aarhus gøre noget godt for både julefrokostgæster og trafiksikkerheden
Derfor har Securitas, der driver P-anlæggene i centrum af landets to største byer, valgt at tilbyde 24 timers gratis parkering fredage og lørdage frem til juleaften til alle julefrokostgæster, der har udsigt til promille-udfordringer senere på aftenen, og som gerne forinden vil parkere bilen godt og trygt til dagen efter.
- Spirituskørsel er en alvorlig sag, og det skal der ikke være nogen undskyldning for. Vi håber, at vi ved at stille gratis parkeringspladser til rådighed i december kan sætte fokus på problemet og samtidig hjælpe nogle af dem, der egentlig gerne vil kunne køre ind til julefrokosten og tage bussen eller en taxa hjem.
Mere tryg trafik
– Med gratis parkering til julefrokostgæster skaber vi både tryghed for parkanterne, fordi deres bil holder parkeret uden risiko for ridser og indbrud, men vigtigere endnu er, at vi gør trafikken tryggere, siger Tom Laursen, administrerende direktør i Securitas A/S.
Antallet af spritbilister i Danmark er faldende, men alligevel blev cirka 6.000 personer i 2018 sigtet for spirituskørsel på de danske veje. Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at du lader bilen stå og max drikker én genstand, hvis du overvejer at køre bil. Eller endnu bedre: Slet ikke drikker noget alkohol.
Der vil være sat vouchers frem i P-anlægget ved BLOX og Dokk1 fredage og lørdage i tidsrummet mellem kl. 14 og 21. Det anbefales at få en voucher, når du parkerer bilen, så du kan afhente, når det passer dig og du igen er i stand til at køre. Parkeringen gælder for 24 timer.
Tilbuddet om 24 timers gratis parkering gælder 6./7., 13./14. og 20./21. december, og kun så længe der er plads i anlægget.