Hvis den græske regerings reformer ikke bringer det dybt forgældede Grækenland på ret køl, risikerer landet at bryde sammen.
Advarslen kommer fra den konservative græske premierminister, Antonis Samaras.
- Det græske demokrati står over for sin måske største udfordring, siger Samaras i et interview med Handelsblatt.
Samhørigheden i det græske samfund er "truet af den stigende arbejdsløshed, ligesom det var hen mod slutningen af Weimar-republikken i Tyskland", siger han til den tyske erhvervsavis.
Samaras advarer også om, at udviklingen kan give vind i sejlene for yderliggående politiske kræfter.
- I løbet af de seneste fem år har vi mistet mere end en tredjedel af vores levestandard, siger Samaras om de vidtrækkende hestekure og den dystre økonomiske situation i det gælds- og kriseplagede euroland.
Tidligere på ugen meddelte hans regering, at Grækenland i 2013 ventes at være i recession for sjette år i træk.
Samtidig vil regeringen inden længe fremlægge en ny spareplan, der omfatter nedskæringer i blandt andet den offentlige sektor, på pensionsområdet og velfærdsordninger for 12 milliarder euro i alt.
Repræsentanter for den såkaldte trojka af kreditorer, der består af EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF), er i denne uge i Athen for at drøfte spareplanen.
Her er de blevet mødt af skarer af rasende græske demonstranter, der forsøger at forhindre dem i at komme ind i de ministerier, hvor møderne finder sted.
Senere på måneden ventes de græske fagforeninger at gennemføre nye, omfattende strejker i protest mod de planlagte besparelser.
/ritzau/dpa