Den græske fodboldklub AEK Athen har straffet spilleren Giorgos Katidis, efter at den 20-årige midtbanespiller lørdag fejrede en scoring med strakt højrearm i en nazi-lignende hilsen ud mod publikum.
- AEK har besluttet at holde spilleren ude af truppen frem til slutningen af 2012/13-sæsonen. Derved giver vi ham den værste straf, som vi kan, skriver klubben på sin hjemmeside.
Det er endda uvist, om Katidis fortsætter i klubben.
- Om spilleren forbliver i klubben, vil vi vurdere til sommer, hvorefter han for første gang får muligheden for at demonstrere til træning, at hans opførsel var et resultat af umodenhed.
- Desuden skal vi tage stilling til, om hans tilbagevenden til truppen har nogen negativ effekt internt i klubben, skriver AEK Athen.
I mandags bad Katidis selv om at blive droppet til førsteholdet. Den tidligere anfører for det græske U/19-landshold har kaldt sin handling "dum".
- Jeg har det skidt med, at jeg har gjort mennesker kede af det med min dumme handling, sagde Katidis.
Søndag meddelte det græske fodboldforbund (Epo), at Katidis aldrig mere kan repræsentere Grækenland på landsholdsniveau.
- Spillerens beslutning om at hilse på publikum på nazi-manér er en alvorlig provokation, der fornærmer alle ofrene for nazismens ondskab og er et slag mod fodboldspillets pacifistiske og humane karakter, skrev fodboldforbundet i en erklæring.
Den kontroversielle jubelscene kom, efter at Katidis lørdag havde scoret sejrsmålet til 2-1 mod Veria.
Spilleren har i landsholdssammenhæng senest optrådt på det græske U/21-landshold.
/ritzau/