* December 2009: Grækenland erkender, at landet har en gæld på 300 milliarder euro, svarende til 113 procent af bruttonationalproduktet (BNP). Det er den højeste gæld i Grækenlands nyere historie.
* Januar 2010: EU kritiserer Grækenland for at have fiflet med tallene for at skjule, hvor stort underskuddet reelt er.
* Marts og februar 2010: Premierminister George Papandreou præsenterer en omfattende spareplan, der skal få bugt med gælden. Han fastholder, at landet ikke har brug for en hjælpepakke, og imens falder euro i forhold til dollar.
* Maj 2010: EU og Den Internationale Valutafond (IMF) godkender en lånepakke på 110 milliarder euro. Til gengæld forpligter Grækenland sig til at gennemføre en endnu skrappere hestekur. Nedskæringerne udløser voldsomme demonstrationer, og i Athen bliver tre dræbt, da demonstranter sætter ild til en bank.
* Juli 2010: Parlamentet vedtager pensionsreform, der hæver pensionsalderen.
* Oktober 2010: Regeringen hæver skatter og moms.
* Maj 2011: Regeringen fremlægger privatiseringsplan, der skal få 50 milliarder euro i statskassen. Flere sparetiltag gennemføres som en betingelse for at få hjælp fra EU og IMF.
* Juni 2011: Papandreou foretager en regeringsrokade og udpeger sin rival inden for Pasok-partiet, Evangelos Venizelos, som ny finansminister. Parlamentet godkender femårig spareplan.
* Juli 2011: Lederne i eurozonen enes om endnu en sparepakke til 109 milliarder euro. Dertil kommer 50 milliarder euro fra private kreditorer.
* Oktober 2011: Aftale med eurolandene om, at halvdelen af gælden afskrives til gengæld for, at Grækenland strammer livremmen yderligere. Papandreou overlever mistillidsafstemning i parlamentet. Pasok danner samlingsregering med det konservative Nyt Demokrati og det nationalistiske LAOS. Lucas Papademos bliver ny premierminister.
* Februar 2012: Arbejdsløsheden når op på 20,9 procent. Parlamentet godkender ny sparepakke, der er aftalt med EU. Voldsomme gadekampe præger Athen.
* Marts 2012: Grækenland når til enighed med private kreditorer om en restrukturering, der barberer en betydelig del af gælden.
- EU og IMF kritiserer mangel på fremskridt.
- Chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, advarer om, at et græsk exit fra eurosamarbejdet vil føre til ustabilitet og prisstigninger.
- Evangelos Venizelos bliver leder af Pasok og overdrager finansministerposten til Philippos Sachinidis.
- Bruxelles meddeler, at den reelle størrelse på lånepakken til Grækenland er 172,6 millirader euro, næsten 43 milliarder mere end hidtil troet.
* April 2012: Arbejdsløshed når op på 21,8 procent, dobbelt så højt som gennemsnittet i eurozonen.
- Papademos udskriver parlamentsvalg til 6. maj umiddelbart efter, at hans koalitionsregering har presset nye skrappe besparelser igennem.
dpa