Google vil lukke sit sociale netværk, Google Plus, tidligere end planlagt på grund af endnu et datalæk.
Det oplyser selskabet mandag aften dansk tid ifølge CNN.
Den seneste sikkerhedsbrist betød, at app-udviklere i flere dage i november havde mulighed for at få indblik i 52,5 millioner brugeres private informationer.
Google opdagede sikkerhedshullet i forbindelse med en regelmæssig test af systemet, og fik det lukket samme uge.
I oktober oplyste Google, at det i marts havde "opdaget og omgående lukket" et datalæk, som berørte cirka en halv million private brugere.
Google meddelte i den forbindelse, at det planlagde at lukke sit sociale netværk for private ved udgangen af august 2019. Nu får Google Plus i stedet dødsstødet allerede til april.
Netværket var tænkt som en udfordrer til Facebook, men har ifølge flere medier aldrig været i nærheden af konkurrentens popularitet.
Google Plus kom til verden i juni 2011 som et online mødested for personer, organisationer og virksomheder.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.